Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Ullits Skole tilbageblik

Ullits Skoles historie
Ullits skole blev bygget i 1961 som centralskole for de tidligere landsbyskoler i Foulum og Gammel Ullits. En af de markante personligheder fra tiden før centralskolen er lærer Jacob Regnar, der var førstelærer i Foulum skole i en menneskealder. En af hans gamle elever har skænket Ullits skolen en buste af lærer Regnar. Den står på en trappeafsats ved den gamle aula. Den samme tidligere elev, Kausmann, blev blind som voksen og lavede trods dette handicap forskellige skulpturer til skolen, bl.a. Solpigen, som står foran skolen. Desværre blev Solpigen  for nogle år siden stjålet, så der nu kun er fundamentet tilbage.

Efter kommunesammenlægningen i 1971 blev Svingelbjerg en del af Ullits skoles skoledistrikt. I 1977 fik skolen en tilbygning med børnehaveklasse og to almindelige klasseværelser. I 1998 besluttede den daværende Farsø kommunalbestyrelse at renovere skolen med nyt tag og større klasselokaler, så skolen bygningsmæssigt kom til at leve op til de nye krav til folkeskolen. Udbygningen blev færdig i slutningen sommeren 2000.

I 1988 blev der startet en SkoleFritidsOrdning (SFO) i en tidligere lærerbolig, der fik navnet Børnehuset. I 1991 blev SFO’en ændret til en LandsByOrdning (LBO), hvilket betyder, at der optages børn fra 3,5 år til ca. 10 år. I 1994 blev der foretaget en stor tilbygning, så det nu er en moderne institution med plads til ca. 70 børn. Et nyt kapitel er på vej i Børnehusets historie, da vi igen skal have bygget til for at kunne rumme de børn, der flytter med hertil fra Louns Alstrup.

I skoleåret 2011/12 blev elever fra den tidligere Louns Alstrup skole flyttet til Ullits. Samtidig måtte vi afgive 7. klasse.

Karakteristisk for skolen er de mange elevarbejder, der hænger rundt omkring på skolen, de store udenomsfaciliteter med stor mulighed for både undervisningsaktiviteter og fri leg og den store vandsten. Stenene stammer fra en sløjfet langdysse ved Ullits, som blev samlet af stenmesteren Erik Heide fra Mors og rejst i 1989 til minde om en lærer, der døde kort tid før sit 25 års jubilæum på en rejse til Grækenland. Erik Heides tegning af stenene er skolens vartegn.

En rødbøg blev plantet 15. juni 1983 i anledning af lærer Ellen Rask Jensens afgang fra skolen efter 43 års arbejde ved Foulum og Ullits skoler. Desværre er ovenstående blevet historie, da det har været nødvendigt at fælde den smukke rødbøg. I stedet er plantet en afløser på græsplænen foran skolen.

På vandstenen er på østsiden indhugget E. HEIDE 1989 og på pladen står: Elever og forældre, venner og kolleger satte dette minde for Rita Lybæk, der var lærer ved Ullits skole fra 1963 til 1988.

Ved siden af vandstenen blev i sommeren 2001 placeret en sidesten, stenene hertil stammer fra den samme langdysse som vandstenen. Sidestenen blev sat for tidligere skoleinspektør Poul Lybæk, der var leder på Ullits skole 1963-2000.

Skolens fællessal er prydet med kunst lavet af eleverne i indskolingen og på skolens endegavl ud mod vejen har mellemtrinseleverne udarbejdet et værk i samarbejde med en kunstner. Begge arbejder er med udgangspunkt  i den nordiske mytologi, stedet og egnen.

I foråret 2018 var der genindvielse og sikring af kunstværker i Ullits da det var nødvendigt at flytte vandkunsten og siddebænken i skolegården for at give plads til den nyetablerede vuggestue.